Nødebo Bæredygtigt! var inviteret til foretræde i Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, og fem kernegruppemedlemmer mødte op d. 8. maj på Rådhuset.
 
Vores formål var at præsentere os og bede udvalget seriøst overveje at gøre Nødebo til Hillerød Kommunes pilotlandsby for bæredygtige løsninger. Vi definerer "pilotlandsby" som den landsby, hvor kommunen skal afprøve visionære og fremtidssikrede bæredygtige løsninger, før de udrulles i kommunens øvrige landsbyer.
 
Fra kernegruppen deltog Annette, Knud, Helle, Stephen og Kirsten. NMK-udvalget var mødt fuldtalligt op: Louise Colding Sørensen, S, formand;  Dragan Popovic, V, næstformand; Lars Ole Skovgaard Larsen, V; Thomas Brücker, S; og Tue Tortzen, Ø. Fra forvaltningen mødte direktøren for Miljø, Lars Mørk, og chefen for Teknik (By og miljø), Rie Lind.  
 
Det var et konstruktivt møde om fremtidigt samarbejde mellem Hillerød Kommune og Nødebo Bæreædygtigt. Vi inviterede til respons på de fire temaer, vi i øjeblikket bruger kræfter på i kernegruppen:
  • Vandafledning, herunder separatkloakering
  • Madaffaldsordning for institutions- og storkøkkener, så affaldet bliver til biogas
  • Bæredygtighed skal tænkes ind i bredt favnende multihus/idrætshal
  • Alternativ offentlig transport, f.eks. kommunal teledele-minibus
Flere udvalgsmedlemmer viste stor interesse for samarbejde om separatkloakering. Vi kan hjælpe med at formidle viden til borgere og invitere dem til at deltage i forsøg med innovative, billigere løsninger. Kort sagt skabe grundlag for opbakning til en løsning, som borgerne også kan få indflydelse på. Det blev også foreslået at vi laver en kampagne for "Giftfri haver - giftfri Nødebo"
 
Vi vil nu arbejde videre med at beskrive nærmere, hvad vi mener der ligger i at blive pilotlandsby. Når udvalget bliver overbevist om, at et borgerinitiativ som vores har meget at bidrage med, tror vi på at vi sammen kan finde bedre bæredygtige løsninger med borgerinvolvering end uden.  
 
 
 
 
 
Vi var også kort inde på FN's 17 bæredygtighedsmål.
Lars Mørk kunne fortælle, at verdensmålene kommer med i næste miljøplan.
Det var sød musik i vores ører.