Fredag d. 12. januar summede Nødebo Kro af forberedelser til nytårsballet dagen efter. Midt på formiddagen troppede ca. 25 miljøteknologstuderende fra Cphbusiness i Hillerød op i krostuen for at præsentere resultaterne af deres temacase om Nødebo Bæredygtigt! for vejlederne, for hinanden og for os i Nødebo. 

 

Fem grupper præsenterede videoer (links herunder) med et bæredygtigt budskab til borgerne i Nødebo - de fleste med en humoristisk vinkel. Hver gruppe medbragte en folder med gode råd til Nødebos borgere. Affaldsgruppens folder handlede om sortering af affald, el-, varme- og vandgruppernes om hvordan man kan mindske sit forbrug af henholdsvis el, varme og vand. Transportgruppen videregav i sin folder ideer til at skabe tryggere forhold for cyklister i Nødebo, og de inddrog alle aldersgrupper.

Kommunikation og målgruppeanalyse

Det faglige indhold var kommunikation til borgere om temaet bæredygtighed. Derfor havde vi bedt et antal husstande i Nødebo om at deltage i en målgruppeanalyse. Transportgruppen havde selv allieret sig med Nødebo Skole for at komme i kontakt med børnefamilier. Stor tak til de familier der deltog i gruppernes spørgeskemaundersøgelser.

Det var de studerendes første aflevering, og stemningen var fuld af forventning tilsat en anelse nervøsitet. Hver præsentation blev evalueret af en opponentgruppe, som havde sat sig ind i den forsvarende gruppes arbejde. Så fulgte plenum-diskussion samt ros, kritik og kommentarer fra tilhørere og vejledene. Endelig tog de tre vejledere en runde i enrum med hver gruppe, satte ord på styrker og svagheder i præsentationen og gav gode råd om forbedringsmuligheder.

              Tips om miljøteknologiske løsninger

Varme-gruppen (foto herover) anbefalede 3 spareindsatser: Bedre klimaskærm, ændret varmeform, nye vaner. Se folderforside.

El-gruppen (foto til højre) havde en meget professionel elektronisk guide til el-besparelser (se prototypen) og foreslog at investere i solceller med integreret batterilagring.

Transportgruppen havde samarbejdet med Nødebo Skole om fokus på tidlig cykling. De ville inddrage børnene i løsning af udfordringen i trafikken og foreslog bla. at inddrage frivillige som skolepatrulje. Folder med tips og notat om bedre forhold for cyklister. 

Affaldsgruppen lagde ikke op til personlig gevinst ved sortering, men i opdragelse fra indskolingen. De uddelte en flyer med 10 gode grunde til at sortere. Se folderforside.

Vand-gruppen var inde over vandafledning og spareråd i familierne og havde lavet flyer om en regnvandstank. Se folderforside.