NødeboBæredygtigt

NB! vil arbejde for fælles bevidsthed om naturressourcer og bæredygtighed

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Klogere på delebiler og samkørsel

På temaaftnen d. 22. oktober blev et par håndfulde nødeboere klogere på fordelene ved at være med i en delebilsordning.

Tommy Olsen, formand for Danske Delebiler, fortalte først om de kommercielle ordninger, foreningsordninger, by-delebiler, nabo-delebiler og samarbejde mellem delebilsforeninger og kommuner. Læs mere på www.danskedelebiler.dk. Dernæst uddybede Christine Wennerberg, formand for Nordsjællands Delebiler (foto tv.) de miljømæssige fordele og fortalte, hvordan det praktisk fungerer i foreningerne, samt om medlemsvilkår og priser. Her følger en kort opsummering:

Miljøgevinster: 1. Nye biler skåner miljøet. 2. Overflødig kørsel minimeres. 3. Mindre behov for p-pladser. 4. Ressourcebelastning mindskes. 5. CO2-udledningen mindskes.

Delebilistfordele: 1. Bilkørsel kan tilvælges. 2. Bilstørrelse efter aktuelt behov. 3. Væsentlig besparelse ved årligt kørselsbehov under 10.000 km. 4. Klarhed over nøjagtig udgift pr. tur. 5. I en delebilsforening skal ingen tjene på kørslen.

Medlemsvilkår i Nordsjællands Delebiler: Indmeldelsesgebyr på 2.000 kr. + 500 pr. ekstra chauffør i en husstand (max. 3 pr. husstand). Månedligt kontingent på 200 kr. pr. husstand + 45 kr. i obligatorisk forsikringsbidrag.

Hver kørsel er alt inklusive: forsikring, vask, brændstof, vejhjælp, sommer/vinterdæk. Betaling pr. time og pr. km afhænger af biltypen, men grundtakst for de første 12 timer er 16 kr. pr. time, derefter 8 kr. pr. time. Km-prisen for kørsel op til 100 km ligger i spændet 1,35 kr. - 3,45 kr. Kører man over 100 km, ligger km-prisen i spændet 1,15 kr. - 2,95 kr. Læs mere og se priseksempler her: www.nordsjællandsdelebiler.dk/side2.

Booking på nettet giver let overblik over, hvilke biler der er til rlådighed og hvor længe. Der bruges et yderst robust bookingsystem. Prisen faktureres pr. e-mail og betaling sker via PBS. Der er i øvrigt en app på vej i Nordsjællands Delebiler.

Kan jeg altid få en bil? spørges der. Erfaringen siger at 30% af alle reservationer sker med mindre end 3 timers varsel.  Ved lange ture i "yndlingsbilen" skal man booke i god tid. I ferieperioder lejes ekstrabiler ind. Medlemmerne er fleksible og finder løsninger.

Christine Wennerberg fortalte levende om sine egne erfaringer som én der "hader at køre bil". Da hun er nødt til at pendle til arbejde, har hun en el-Smart, men er delebilist, når turen går til familien i Jylland eller der skal købes møbler i IKEA.

Christine stillede de fremmødte nødeboere i udsigt, at der kunne udstationeres en bil fast i Nødebo, når 10 husstande i byen har meldt sig ind i Nordsjællands Delebiler. Der er pt. et enkelt medlem. Det er nu op til seriøst interesserede at få flere til at overveje hvordan det kunne fungere i deres husstand at være delebilist eller kun at have én bil i husstanden og klare resten af kørselsbehovet med en delebil. Det løber rundt for en forening at lease endnu en bil, hvis den kører 18-20.000 km årligt.

Samkørsel

Da daglig kørsel til og fra arbejde i sagens natur ikke kan betale sig som delebilist, blev der også snakket samkørsel på mødet.

Vores webmaster, Jan Larsen, er i gang med at lave en service her på hjemmesiden, så behov for kørsel kan matches med ledige pladser i andres biler. Jan har en prototype klar inden længe, hvor medlemmer af Nødebo Bæredygtigt! kan gå ind og beskrive deres kørselsbehov til og fra arbejde, og hvor der kan annonceres plads til ekstra passagerer af bilister, der skal på en køretur til et bestemt mål på et bestemt tidspunkt.